Highly Sensitive Persons

Jeg har ikke blogget længe, for jeg har ikke haft energi. Det at have en kæreste suger al energi ud af mig på en måde jeg ikke kan beskrive. Faktisk er jeg slet ikke Frække Rikke mere, nu er jeg vist bare Kedelige Rikke.

Alligevel trænger jeg til at blogge nu, for mit liv er ligeså kompliceret, som jeg altid gør det. Jeg kan intet overskue, når jeg har en kæreste, og så burde jeg måske slå op, men det er som om det heller ikke er en mulighed. Det er nemlig som om at det er MANDEN jeg har fundet. Vi matcher på mange måder godt. Vi har den samme kerne. Han kan heller ikke helt overskue parforhold og alligevel er han i et. Han kan så til gengæld noget, jeg ikke kan: han kan slukke for knappen inde i hovedet, så der bliver plads til noget andet. Det ville jeg også gerne lære at kunne: acceptere at noget går mig på, men at løsningen ikke kommer af tanker, tanker, tanker og det mismod, der hører med.

Imidlertid har jeg fundet en ringe trøst i noget nyt psykologisk forskning, som amerikaneren Elaine N Aron har lavet de sidste få år. Teorien er ny, men der er noget, der får en klokke til at ringe i mit hoved med budskab ‘her er der virkelig noget’. Jeg kan identificere mig med dem hun har karakteriseret i sin forskning. Hun kalder dem ‘HS persons’. Det er ikke en diagnose, men en type af mennesker. Hendes teori rækker ud over teorien om introverte vs. ekstroverte mennesker. Hun har fanget et komplekst mix af karaktertræk og fundet ud af at de kan appliceres i på en lang række mennesker i deres som en beskrivelse af en kompleksitet, der danner et bestemt mønster. HS står for Highly Sensitive, og det er altså mennesker, som er meget følsomme og lette at overvælde, men – og her er halen – de er ikke ‘bare’ introverte! Du kan læse om dem på Elaines website www.hsperson.com og på den danske forenings website www.hsperson.dk. Og jeg har tjekket validiteten af hendes forskning – det er ikke poppsykologi det her, men blot en teori der er så ny at den ikke har vundet fodfæste blandt psykologer og psykiatere i Danmark endnu.

Elaine N Aron anslår at ca. 15-20 % af befolkningen er HS-personer, så der er ingen grund til at føle sig som en særlig, når man er kendetegnet ved disse særlige karaktertræk, og alligevel føler jeg – og andre? – sig anderledes, når man har disse karaktertræk i en ekstrovert verden. Og når man så oveni købet bliver nødt til at hævde sig selv i jantelovens land på ikke kun ondt, men også godt, så kan man godt føle sig som en lille freak.

Jeg har lige bestilt Elaines bøger om hvad en HS-person er og hvilke foranstaltninger det er en god ide at gøre sig i livet som HSperson og så en om parforhold, for det er især der min sko trykker. Så du kan nok forvente at denne blog nu kommer til at handle om HSpersoner og andet godt om at føle sig som normal, men anderledes, som er temaet i mit liv for tiden.

Du kan læse om Elaines selvtest på hsperson.dk. Her er de karaktertræk, der gælder for mig:

Jeg synes at være opmærksom
på det uhåndgribelige i
mine omgivelser.

Andre menneskers stemninger
påvirker mig.

Jeg er tilbøjelig til at være
meget følsom over for smerte.

På travle dage har jeg behov for
at trække mig tilbage, til sengen
eller til et mørkt værelse eller
et andet sted, hvor jeg kan få
noget privatliv og blive fri for
stimulering.

Jeg er særligt følsom over for
virkningerne af koffein.

Jeg bliver let overvældet af ting
som kraftigt lys, stærke lugte,
grove tekstiler eller sirener
i nærheden.

Jeg har et rigt, sammensat
indre liv.

Jeg bliver ilde til mode af
høje lyde.

Jeg bliver dybt bevæget af kunst
eller musik.

Jeg er samvittighedsfuld.

Jeg bliver let opskræmt.

Når mennesker befinder sig dårligt
i et fysisk miljø, ved jeg for det
meste, hvad der skal gøres for at
gøre det mere behageligt(såsom at
ændre belysningen eller siddeplad
serne).

Jeg gør mig megen umage for at
undgå at begå fejltagelser eller
at glemme ting.

Jeg bliver stimuleret på en
ubehagelig måde, når der foregår
en masse omkring mig.

Det at være meget sulten skaber en
stærk reaktion i mig, som afbryder
min koncentration eller stemning.

Forandringer i mit liv ryster opi mig.

Jeg bemærker og nyder sarte eller
fine dufte, smage, lyde, kunst-
værker.

Jeg prioriterer det højt at
indrette mit liv, så jeg undgår
rystende eller overvældende
situationer.

Da jeg var barn, syntes mine for-
ældre og lærere at opfatte mig
som sensitiv eller genert.

Og det er selvfølgelig ikke nogle vildt unikke karaktertræk i sig selv, det er sammenhængen mellem karaktertrækkene og det paradoksale i at den beskrevne person samtidig er ekstrovert, der gør hendes teori spændende. Desuden har hun også en ‘udvidet model’, hvor hun forklarer at samme person kan være HSS – High Sensation Seeker.

Jeg finder en trøst i at de karaktertræk andre har forsøgt at overbevise mig om er patogene – skal behandles – er normale, men anderledes i stedet. Nu skal jeg så lære mig selv at kende i et forhold som den følsomme størrelser jeg er der og hvor jeg hele tiden overvældes! Så det er nok det sindsoprivende tema, der kommer til at dominere min ex-frække blog fremover. Pardon!

De socialenergiske menneskers samfund

Jeg har været længe, så egentligt har jeg meget at sige, men her er en hurtig version:

1. Jeg hilser Borgerligt Centrum velkommen, selvom fødslen ligger for tæt op ad den ny/liberale alliance og den kære Simon ikke stod forrest i køen da fjæs blev malet på mennesket (Ja ja, det handler ikke om udseende, men hvor ofte har du ikke hørt “Hun er flot!” “Ja, og så er hun også klog!” Nogle gange skal vi kvinder give lidt igen, selvom jeg ikke leger med i ‘kvinderne mod mændende’)

2. Er der nogen, der venligt vil forklare mig, hvorfor jeg har mindre lyst til sex, når jeg har en kæreste? Jeg tænder på ham, vores kys er fantastiske og ind imellem får jeg også markante træk i trussen. Men alligevel gider jeg ikke rigtig sex. Vi er endt i det typiske kønsrollemønster: han synes han får for lidt og jeg synes jeg har været flink når jeg har donneret lidt sex. Det var ikke sådan jeg var før? Jeg har jo altid været så pokkers sexglad, men selvom jeg har lyst nu, er det som om det er uoverskueligt og jeg nyder mest samværet bagefter. Hvad sker der for det? Kultur? Biologi? – Kemi i hjernen? Mit moderinstinkt er sprunget ud i fuld flor, og jeg gætter på det er noget kemisk.

3. Og så kom vi til det overskriften peger i retningen af. Jeg er simpelthen så træt af at bo i det her ekstroverte samfund. Jeg håber de her midter-liberale partier kan skabe nogle nye former for normalitet; nogle hvor de, der finder enegi i isolationen også kan få lov at være normale. Et samfund hvor der ikke ringes til børnepsykologen, hvis barnet tulre rundt for sig selv. Et samfund, hvor man ikke er kulturelt tvunget ind i gruppearbejde. Et samfund, hvor du godt må spise din frokost i fred på jobbet uden at skulle lade som om du har nogle meget vigtige opkald, der kun kan tages på kontoret. Jeg ønsker mig et samfund, hvor der i sandhed er plads til alle og vi ikke tvinges ind i skabeloniserede fællesskaber. Men hvor vi stoler på at mennesket er i stand til selv at indgå menneskelige relationer og forhold, hvor det er ønskværdigt af den ene eller anden grund. Jeg tror vi kunn smide et par diagnoser i skraldespanden: hvad med stress? – handler det ikke bla. om at vi ikke formår at nå det vi skal nå og stadig udfylde alverdens sociale roller og rammer? Hvad med alle de fra naturens side sky og generte eller bare introverte, der bliver diagnostiseret med social fobi eller let depression, fordi de ønsker isolationen mere end andre? Hvorfor er det evigt sociale væsen det sunde, helstøbte individ? Skal vidensmedarbejderen absolut på HR-kanotur og ryste-sammen-speed-dating med sine kolleger for at udføre et godt stykke arbejde? Og hvorfor er det det sociale FREMFOR det flittige, samvittighedsfulde, ansvarlige, intelligente menneske, der vinder hvis kampen endelig stod mellem dem? Hvorfor kan vi ikke indrette et samfund, hvor der er plads til A- og B-, introverte og ekstroverte mennesker? Hvorfor er krative løsninger uløseligt knyttet til gruppeprocessen, når forskere har påvist at den kreative ide kommer ved at tilegne sig megen viden og så lade det ligge i baghovedet? Hvorfor er der kun plads til én universel læringsstil, når selveste Einstein og andre store hoveder prokrastinerede – led af at udsætte – så det batter? – de arbejdede når det slog dem på det, der stod på 2. pladsen på den prioriterede liste. De kunne ikke have gjort det med gruppearbejde.

Pause

Jeg har en depression og lidt til. Det matcher ikke med blogging, job, kæreste, politisk engangement eller andet, så der er lukket og slukket i mit hoved og i min dagligdag. Men glædelig jul til alle jer!

En julekalender… måske

Hmm, jeg kan ikke helt komme i julestemning i år, fordi jeg har givet mig selv så hamrende forbandet travlt. Men nu er det snart 1. december og så skal der ske noget udover at der kommer The Julekalender – selvom det er fantastisk i sig selv! Så måske jeg skulle forsøge mig med et eller andet i 24 afsnit her på bloggen. Så er spørgsmålet så, hvad der skal gemmer sig ‘bag lågen’ – historier, billeder, tips, kloge ting, fjollede ting, sexede ting, politiske ting… Gode ideer og alverdens forslag modtages. Det er jo også på tide der sker noget meget konsistent her på min ‘Frikke 3.0′, for antallet af indlæg er dalet siden min første blog og det holder da ikke. Så giv mig en idé, hvis du sidder inde med en!

IDEER——FORSLAG——-TIPS———OPLÆG———INSPIRATION——–BEMÆRKNINGER—-

modtages!

Kan du opfinde porno specielt til kvinder?

Jeg har aldrig tænkt på, at jeg burde (kunne lide at) se en anden form for porno end den, jeg ser. Den jeg ser, har flormeliskaskader løbende ned over kvindens ansigt, smertefulde feminine blikke og dominerede, svedige mænd med mini-perverse lyster – and I like it!

Men jeg møder ofte den der med, at vi skal have produceret porno til kvinder. (Var det ikke også i 90′erne den der Constance eller ligende blev lavet? Den var dælme kedelig, men det var åbenbart kvindeporno.)  Antagelsen om, at der findes kvinde- og mandeporno bygger vel på en forventning om at mænd og kvinders lyster er forskellige; en forventning om, at jeg ikke tænder på den mandsdominerende verden mange påstår pornoens er.

Men når jeg ser porno, identificerer jeg mig ofte med den kvinde, som netop er et objekt – hun får jo al opmærksomheden og det er hendes krop, der bliver begæret! Hun er centrum, og det er da skønt. Men det er ikke kvindeporno?

I dag bringer Politiken en artikel om, at der skal og bliver udvikles/t kvindeporno, fordi flere kvinder ser porno i dag (en argumentation, der vist ikke hænger helt logisk sammen, hvis påstanden om, at der kun er mandeporno derude i dag stemmer?!). I artiklen står der også at “Filmen skal beskrive ægte kvindelig nydelse”, og den glæder jeg mig sørme til at finde ud af hvad er for en størrelse. Jeg vidste slet ikke at alle kvinder var så ens :-D

Det absolut mest usexede ved det hele er, at det kaldes feministporno. (Politik og porno er som Søren Pind i lysserødt undertøj!) Og så lyder ‘feministisk’ foran det meste tørt og af lange, ildelugtende kussehår.

Men til gengæld er det fedt, at der bliver produceret porno (i god kvalitet) af kvinder, for det er da fremskridt ift. dansker kvinders syn på deres eget køn, ligestilling og feminisme, at de går aktivt ind i sexindustrien. Feminisme er ikke ‘kvinde foroven – mand undertrykt’ længere, men ‘kvinde foroven for at tilfredstille sin verile mand ved at vedkende sig sin egen seksualitet, der kan være kompleks og modstride hverdagens roller og samfundets agenda. Og det er sgu da dejligt!

Frustrationsonani

Jeg kan huske det hersens blad ‘Mix’ fra de glade 80′ere, da jeg var særdeles ung og stram. Det handlede vist om musik, men det var ikke derfor jeg købte det. Jeg købte det, fordi der bagerst i bladet var en god, solid omgang brevkasse. Den hed LoveSexy. Det giver ikke mening at den bar det navn – KærlighedSexet?! – nej, det ligger slet ikke mundret, og da det hverken var brandingen eller musikken jeg gik efter, kan jeg såmænd ikke huske hvordan jeg første gang fik fingre i det.

Jeg kunne ‘over herre gåt’ lide det blad på grund af brevkassen, og så turde jeg noget ingen andre turde: Læse op af det i frikvarterne i 6. og 7. klasse (i 8. vidste vi for meget til at LoveSexy kunne være nogen hjælp). Og jeg fik de seje drenge til at fnise og pigerne til at rødme. Det var ret tydeligt, når nogen i virkeligheden godt gad høre hvad svaret var, som fx den gang Pernille lyttede opmærksomt til svaret om udflåd. Hun havde tydeligvis noget i trusserne hun ikke helt kunne regne ud hvad lavede der.

Men grunden til jeg i dag sidder og tænker tilbage på LoveSexy er at der var ét svar jeg husker meget tydeligt. Jeg ved ikke helt hvorfor det hænger så godt fast i min erindring, men det skyldes nok, at det var et svar jeg savnede. Måske var det bare månedens emne, der blev fremlagt af de to sexologer eller lignende, der tog sig af brevkassen – i hvert fald var det simpelt og brugbart: Nogle gange kan det være en god ide at onanere selvom du ikke umiddelbart har lyst. Det virker nemlig afstressende og afslappende.

Og ja, det gør det sgu. Jeg onanerer i vildskab, når noget går mig på. Umiddelbart giver det ikke mening at jeg kan blive ophidset, når jeg er trist eller vred, og det bliver jeg måske heller ikke. Min frustrationsonanli bygger på den energi, der ligger i frustrationen eller vreden og derfra handler det blot om to batterier og et plastikhylster.

Jeg opdagede allerede tidligt i min onanikarriere, at jeg kunne bruge onanien terapeutisk. Og det gjorde jeg. Det var en måde at slippe væk fra alle de mange bekymringer, man har – eller jeg havde! – i puberteten. Det var mit frikvarter og mit oprør mod kroppen, opdragelsen og venindeskabets besnærende bånd. Det var bare mig og det forbudte, og det kunne afløse sindsoprivende sexfantasier, men også blot frustration over klassens hieraki eller over ingen kæreste at have.

I dag har jeg onaneret, fordi nu-må-vi-sgu-da-snart-være-kærester-Mads ikke har sendt mig én eneste sms, efter jeg lokkede ordet kærester ud af hans mund i nat. Det gav tre orgasmer og et fladt batteri som resultat.

Den lilla kønsskabelon ER den rigtige! Jawohl!

Det undrer mig konstant at vi, i det vi bryster os af som værende en af de mest veloplyste, veluddannede regioner i verden, Skandinavien, ikke har opdaget at befolkningen kan udøve den kildekritik de har lært fra barnsben. Det gælder mange emner, men i dag blev jeg rasende, da jeg en artikel i Politik lærte mig et nyt ord: kønsskabelonisering.

Artiklen fortæller at man i Sverige fra offentlig side, fra landets etiske råd, har overvejet at ‘gribe ind over for’ en reklame fra Jysk. Den viser nemlig noget, der åbenbart er frygteligt grusomt, trist og aldeles ømtåligt. Den viser noget, vi alle kan blive enige om er forkasteligt, og som vi åbenbart alle er enige om ikke må finde sted i vores samfund. Den viser nogle værdier, der er så grimme og forfærdelige at have i et samfund, så gammeldags og hjernevaskende, at vi slet ikke kan være det bekendt. Vi må sætte ind overfor det. Den viser “(…)et pigeværelse – i lyserødt. Og med en sminkedukke, blomstermønstre og en hvidmalet seng”

(PAUSE FOR REACTION)

Men bare rolig mine damer og herre, så bliver det heller ikke værre. Det skal nok gå alt sammen alligevel, for der er en formildende omstændighed, der gør at det etiske råds medlemmer godt kan overleve – med nød og næppe forstås! – og den blødgørende faktor er: Pigen hopper!

(PAUSE FOR REACTION)

Og fordi denne pige hopper på sit lysserøde tøseværelse, så fremstår hun ikke i en passiv rolle, og så er det okay. Så er det ikke helt så gammeldags alligevel, men de fastholder anklagen om kønsskabelonisering.

Jeg kan også godt se, at det er så groft, at staten simpelthen må tage stilling! Det er godt vi har et råd herunder, der kan arbejde for en bedre og mere lilla verden! Jeg er så glad for at der er nogle fornuftlige mennesker, der kan pensle de helt rette værdier ud for mig og mine børn.

Jeg behøver vel kun at tage imod med et “Ich verstehe mein herr!”

…

Billeder og svensk artikel kan ses her

Du kan i øvrigt også se hvor galt det er gået for Wonderful Copenhagen i deres forsøg på at markedsføre sig over for vores politisk korrekte nabier her

Røvhul!

Aaaargh! Der er noget jeg meget gerne vil ud med, ja faktisk helst af med, men jeg har opdaget endnu en konsevens ved at være i det der parforholdslort der: pludselig smitter ens handlinger i ny og næ af på den anden også. Jeg har ikke lyst til at hænge Mads ud i blogosfæren og jeg har heller ikke lyst til at han skal finde min blog (Google er jo god til det der med at smide mig højt på listen, hvis det er de rette ord, der søges på). Men nøj, hvor har jeg lyst til at skrive en lang tårevædet beretning med alle de rigtige betegnelser. Men i stedet må vi tage overflade-versionen:

Jeg har pådraget mig en livslang lidelse. Den har jeg fået gennem tæt kontakt med et andet menneske. Den bryder kun ud i ny og næ, men ud er den brudt lige nu, og det er et helvede. Det smerter og det der er værre, og jeg føler mig så klam og ækel, at det ikke kan beskrives med ord. Det, der også smerter er, at jeg ikke kan hade den person, der har givet mig den. Faktisk må jeg holde af ham i stedet. Jeg holder af ham. Men jeg er også vred. Eller… faktisk var jeg vred, men er nu trist og vemodig i stedet – lidt opgivende. Jeg vil så gerne begynde forfra. Starte fra dag 1. Jeg er slet ikke klar til at håndtere kompleksitet i et parforhold. For mig er parforhold komplekst nok uden festlig krymmel oven i.

Jeg er blevet smidt lige ud i en af de situationer, der vist er skabt af gud eller skæbne som en test af om forholdet skal briste eller bære. Jeg synes dog, at en livslang lidelse er en af de lede at smide i hovedet – eller fissen? – på mig. Det frustrerende er også, at jeg har lovet ham, at jeg har tilgivet ham, for han er så ked af det. Det har min fornuft også, men mine følelser har lyst til at tæve ham sønder og sammen og skrige FUCK DIG! VIL DU SE HVAD DU HAR GJORT VED MIG? HVORDAN KUNNE DU GØRE DET? ER DU KLAR OVER DU HAR SAT DIT KLAMME FINGERAFTRYK PÅ RESTEN AF MIT LIV? ER DU KLAR OVER DU ER SKYLD I MIN LIDELSE? OG DU BEHØVER IKKE ENGANG LIDE MED MIG! PIS AF, DIT LATTERLIGE RØVHUL.

Okay, jeg er stadig vred. Han gjorde ikke noget i ond tro, men det endte alligevel med, at man kunne sætte fornuften ind over for det – set i bakspejlet selvfølgelig. Det gør ondt på mig i min krop, og i de vredeste øjeblikke også i min sjæl. Jeg tror også, det gør ondt på ham, men lige nu er jeg ligeglad. Lige nu, er der én vigtig person i mit parforhold og det er mig. MIG!

PS Undskyld til kommentarskribenterne – Jeg læser med stor interesse jeres kommentarer men har ikke været for god til at svare.

Update om kærlighedslivet

Rikke er fortsat knap så fræk og tilgengæld vældigt seriøs grænsende til det frustrerende.

Jeg dater fortsat Mads. Det er ikke i begynder-forelskelses-fasen, men nærmere i parforholds-arbejde-fasen. Jeg har egenhændigt skubbet forholdet derhed pga. min spørgen til om vi er kærester nu, og med det spørgsmål kom alt det seriøse arbejde. Jeg synes, det er rigtig svært. Det kræver meget energi og en virkelig indsats, at satse på et parforhold, når jeg er den ene part. Heldigvis har han den vildeste intuition og stor empati, så han er sød til at lade mig få lidt luft, når jeg signalerer, at jeg har brug for det. Han er faktisk en virkelig god mand. Han er meget af det, jeg altid har drømt om: en, der har gang i ligeså mange projekter som mig, er liberal, som jeg er, er kreativ og initiativrig (det er sjældent blandt de mænd, jeg har kærestet med). Han er en alletiders samtalepartner og meget galant, romantisk og høflig. Fornuften ved, at her er han, men det betyder dog ikke, at følelser og tanker kan finde ud af at være enig hele tiden. Jeg prøver, at følge fornuften, men med hollywood som referenceramme for ung kærlighed, virker det meget forkert. Det virker som om, jeg burde svæve afsted på lysserøde skyer, go with the flow, og i stedet overvejer jeg alt det praktiske: Kan vi enes i det lange løb? Kunne han blive en god livsledsager? – en god far? Vil vi det samme i livet? Og svaret er ja, ja, ja, ja. Alligevel kan jeg ikke befinde mig i det begejstrede mood, jeg gerne ville være i. Og jeg overreagerer måske – måske pga. min knappe erfaring med kærester?! – men nu skal jeg til psykolog.

Imidlertid er der én konkret ting, der driller mig: Jeg er både Charlotte og Trey (Sex and the City-reference, selvfølgelig!). Jeg vil alt det dejlige og romantiske og long-term, men samtidig kan jeg ikke forholde mig til Mads som et seksuelt væsen. Det er – desværre? – ikke fordi, min sexdrift er blevet mindre, men fordi jeg i hans selskab ikke tænker på sex. Jeg er ikke seksuel (det synes han dog), og han er slet ikke seksuel, set fra min synsvinkel. Desuden er det som om vi ikke helt kan få det til at svinge i sengen. Han gør meget af det rigtige, men til tider for hurtigt for hårdt eller de gode bevægelser i for kort tid. Jeg prøver, at rette ham stille og blidt; fortælle ham, hvad jeg kan lide, men det er som om, det ikke duer.

Dog var der sjovt nok én aften, hvor det var rigtig godt. Jeg var usikker på hvor jeg havde ham plus han havde fået en opskrift pr. sms. Den kombination gjorde det godt. Men 9 ud af 10 gange er det som om, det ikke helt klikker seksuelt. Måske kan jeg ikke kombinere kærlighed og sex… Jeg er sikker på Freud har alle mulige gode bud på hvorfor, min erfaring med mænd taget i betragtning, men de holder sgu ikke rigtig vand. Det er bare som om, der er noget, der er lidt skævt… Øv.

Om forhold

Når man er opdraget til det hetronormative monogami gennem familieliv, pædagogik og medier, så kan man vist ikke blive fri for at forestille sig den hollywood-lykke, der skal forestille at forme dette vidunder af en konstruktion. Og i hovedet er alt meget smukt, men hvordan påvirker det så den store forkromede virkelighed?

Jeg tror altid, jeg har forestillet mig, at når jeg først mødte den helt rigtige prins, så ville samtalen bare flyde, det ville føles som om vi altid har kendt hinanden, og det vil være let og svævende fra første dag. Det ville netop være som i de store smukke kærlighedsfilm, hvor intensiteten når helt nye højder.

Og her er jeg så i et forhold. Vi er ikke helt kærester, men vi er på vej derhen. Det har jeg fået og taget hans ord for. Det er slet ikke som på film. Jeg ved, han er rigtig for mig, for vi har de samme sexfantasier, vi forstår hinanden og ligner hinanden, og vi får hinanden til at grine. Men omvendt har vi også de samme dumme, stolte sider, han er ikke helt fantastisk på lagnet, når det handler om basics, og nogle gange irriterer vi hinanden. Det er jo ikke meningen! Det er helt nede på jorden. Det er et forhandlingsspil. Og det er et hårdt job.

Jeg duer ikke til det. Jeg arbejder på forholdet og kan ikke blot tage det, som det kommer. Det kræver uendelige mængder energi at være sammen med ham, og jeg kan slet ikke finde alt det lysserøde. Faktisk prøver jeg at se ham så lidt som muligt og bare holde fat i smserne og mailsene.

Ja, det er den eneste tanke jeg har lige nu. Jeg duer ikke til det. Det er fortvivlende.