Din søster i bomuldsunderbukser

Plejeserien Dove for kvinder har i over et år kørt en reklamekampagne, de kalder “Campaign for Real Beauty”. De har bragt et hav af buttede kvinder i blødt, hvidt bomuldsundertøj i forskellige positurer. Alle kvinderne er så glade og hygger sig med hinanden. Pointen med hele kampagnen - udover at tjene penge til Dove - er at sætte fokus på at buttede, såkaldt ‘naturlge’ kvinder, er smukke og dejlige og sexede. Dove vil gøre op med det alt for tynde kvindeideal.

Her er ét af kampagnenens billeder (du kan se mere her):

Her (og her) er så et af de slanke kvindeidealer:

Siden Dove startede deres reklamekampagne, har jeg ikke købt produktet, for jeg bryder mig ikke om deres kommercielle udnyttelse af en kønspolitisk situation, når de ikke formår i sandhed - på Benetton-måden - at gøre op med idealerne. Men det er nok ikke mig, der egenhændigt har sørget for at deres salg ikke er steget på trods at kampagenen, for nu købte jeg ikke Dove i forvejen (Jeg er en af de der røvsyge hippietøser, der ikke bruger ting med parfume og E-dit-og-dat).

Men hvorom alting er solgte produktet altså ikke yderligere pga. af denne kampagne, der blev slået op som noget nyt og progressivt. Og hvorfor ikke? Jo, det er simpelt set gennem min optik: Hvis vi køber os til vores identitet gennem kommercielle produkter, hvem søren gider så købe en identitet som den på billedet for oven, hvis de i stedet kan købe den for neden? Køber du Dove, køber du den søde søster, der drikker the med veninderne i deres fornuftige bomuldstøj. Køber du Cult Shaker køber du en lækker krop på en vild bytur, der ender i en frygtelig fræk trekant med to piger og et fallossymbol.

Der hvor Dove gik forkert i byen er, at de forsøgte at gøre op med skønhedsmonopolet, men i stedet endte med at fastholde den buttede kvinde i den rolle, virkelighedens buttede kvinde er træt af. De buttede kvinder blev hverken fremstillet som sexede - som “luder” i Cult Shaker-reklamen - eller som Madonnaen som de smukke kvinder i modemagsiner repræsenerer:

(Billedet finder du her)

Men forestil dig, at kvinderne på Dove billedet var blevet fremstillet som i Cult Shaker-reklamen. At deres bløde kurver var blevet farvet gylne og håret var sat op som var de lige stået ud af en hed elskovsseng. Så havde der været ramaskrig, for det havde været ren porno. Det havde været porno, fordi netop pornografien har patent på de bløde, fyldige kvindekurver som det er nu - og som Jenna Jameson bla. præsenterer her:

(Billedet finder du her)

Dove kunne have valgt at skabe nye idealer for Madonnaen eller de kunne have valgt at skabe et virkeligt opgør med skønhedsidealerne og lade de buttede kvinder fremstå som sexede, men i stedet valgte de at lade de buttede kvinder fremstår, som de venlige, vestjyske typer de i forvejen bliver set som, når de portræteres i medierne. Wow-effekten skulle så ene og alene komme af at de “turde” vise disse buttede kvinder i undertøj, og det er ingen revolution, blot dårlig marketing.

Keeedelige Rikke

Jeg prøver at komme i tanke om hvad søren jeg kan blogge om for tiden, men…

- Jeg har ikke noget sexliv lige nu.

- Jeg gider knap onanere; det bliver maks til en hjemmelavet quicky.

- Jeg kan ikke engang hidse mig op over prositution, for der er så meget medieopmærksomhed på det og nu  med så mange nuancer og stemmer i debatten, at jeg ikke føler behov for at skrige med i koret her på bloggen.

Så mens jeg finder noget sexet at skrive om, vil jeg foreslå at du går ind og ser Det som ingen ved

Forresten…

Kære medbloggere

Hvis I tænker “Hov, vi ævler da sammen eller om det samme - Hvorfor er jeg ikke under Links?” eller “Hvorfor har hun ikke skiftet min blogadresse ud med den nye blogadresse?”. Så er svaret: fordi jeg er distræt.

Men I er velkomne til at skive til mig her eller på mail (fraekkerikke@gmail.com) og minde mig om det.

Det samme gælder, hvis I synes det er noget vrøvl, der dukker op i et gult felt, når markøren rammer linket til jeres blog.

Oh yes, hun er ikke organisatorisk, men serviceminded hende Frikke :-D

‘But how well do we ever really know anyone?’

Jeg har været i biografen og se Sex and the City-filmen. Og er efterfølgende kommet til at tænke over den ovenfor stående sætning, som Charlotte fyrer af i et afsnit. Hun lader et “Does my hair look to shiny today?” følge det retoriske spørgsmål, og straks kan seeren genkende den nuttede Charlotte igen.

Jeg kom i tanke om sætningen pga. bloglands store aktuelle afsløring: Bloggeren Manic Monday og det liv figuren har levet, er i virkeligheden fiktivt og forfattet af en forfatter, som også blogger som sit “rigtige jeg” under identiteten “Stilletten” (sådan ser historien i hvert fald ud pt.). Blandt MM’s læsere har der været et ramaskrig, da figuren blev anklaget for at være falsk. Læserne er skuffede og nogle vrede - måske fordi de følte sig narret eller dumme, fordi de har været med på sidelinien med gode råd og vejledning; de har levet med MM ved deres side. Hun har været en veninde.

Som du kan se i kommentaren i indlægget nedenfor er jeg blevet nævnt i en debat om blogidentiteter; er de virkelige eller fiktive? Det tror jeg aldrig, der er et svar på. Ikke i et eneste tilfælde. Der kan naturligvis være et motiv bag en blog, som er at ville skrive om sig selv - om virkelige hændelser eller ægte følelser. Men sandheden vil altid være konstrueret.

Jeg har 3 virtuelle identiteter. Den ene er Frække Rikke, den anden er (Biiiip!) på mine datingprofiler, den tredje er bare Rikke; mig selv uden alt det frække :-P Jeg er ikke mere den ene, end jeg er den anden. Jeg er dem alle tre og mange flere. På denne blog udelader jeg en masse ting (Jeg nævner fx ikke at jeg har ligtorn og var sur på mig selv i går aftes, fordi jeg havde sovet eftermiddagen væk høj på dårlig samvittighed). Jeg holder mig til nogle temaer, og de temaer skaber så min identitet som Frække Rikke. Men er de mig? Det må du selv beslutte, om du vil tolke det som eller ej. Jeg udelader “det Frække”, når jeg bare er Rikke, så er jeg så mig selv der?; er jeg “det hele menneske” ude IRL? Jeg nævner meget få ting i mine erotiske profiler på datingsider, men jeg kan fuldt ud identificere mig med den, jeg er i “kontaktannoncen”, som det hed før nettet ændrede vores identitet.

Når du læser en blog, en hvilken som helst blog, er der et styrende motiv bag. Bloggen bygger på sin egen præmis. Du må vælge om du køber den eller ej. Om du vil lade dig engagere eller ej.

Når jeg ser Sex and the City, og det gør jeg meget meget ofte, så analyserer jeg serien igen og igen, og jeg spejler mit eget liv i den. Jeg er halvt Miranda, halvt Samantha. Jeg vil have en mand som Steve med et udseende og en maskulinitet som minder om Smiths (man kan vel drømme! :-P ). Jeg ville kvæles i en Aidan og blive deprimeret med en Big. Jeg forholder mig til seriens - og nu filmens - dilemmaer, temaer, kvinder og mænd, som var det virkeligt liv.

I århundrede har vi ladet os inspirere at det fiktive. Vi tolker tekster i Dansk i folkeskolen, mødes af billedmedier med budkaber som skal afkodes i dagligdagen, læser krimier og italesætter igen og igen (i cirkler!) kønslige problemstillinger med venner og bekendte med de samme fraser, som vi brugte i forgårs. Vi ved, hvad vi mener med dem, og vi ved hvad vi skal ligge i dem. Og vi ved også, at det bare er ord, når alt kommer til alt.

Men vi ved også at det fiktive kun fanger os, fordi det er skabt ud fra virkeligheden (hvad end den er for en).

Jeg æder blogs og bloggeridentiteter rådt og ufortrødent. Jeg kommunikere behind the lines med bloggerne, og her møder jeg en masse spændende mennesker, fx Stilletten/MM, som er mennesker. Hvilke de er, hvordan de er skabt, hvad de skjuler, interesserer mig ikke. Jeg interesserer mig for, hvad de siger og hvad de mener, hvad de giver mig at spejle mig selv og verden i. Så egocentreret er jeg.

Noch ein deadline

Endnu en deadline står for døren ude i den virkelige verden. Imens vil jeg henlede jeres opmærksomhed på dette og dette indlæg. De beskriver noget, jeg ikke troede forekom i Danmark.

God fornøjelse og glædelig solskinsuge.

Chat?

I ny og næ er der nogen, der spørger, om jeg vil chatte om forskellige problemstillinger eller bare med mine herlige blogvenner, og det vil jeg da gerne, når tiden er der til det. Hvis du vil chatte med mig, skal du bruge gmail og sende mig en mail. Så kommer du automatisk til at stå under kontaktpersoner, og gmail har en indbygget chatfunktion, så jeg kan chatte, når jeg er på. Adressen er fraekkerikke@gmail.com.

Du er selvfølgelig også velkommen til at sende mig en mail og dette og hint.

Grænser

(DETTE INDLÆG VIL BLIVE FJERNET IGEN OM EN STUND, SÅ LAB DET I DIG NU)

Jeg har rodet mig ud i noget. Måske er det al den snak om BDSM hos mine medbloggere, der har skubbet mig ud i situationen. Jeg har længe vidst - siden jeg var 6 år gammel - at jeg tændte på at være submissiv; underdanig. Det vil sige, at den egenrådige kvinde, jeg er til dagligt, godt kan lide at blive sat på pause og lade den lille pige, en lille tøs, komme til og give sig hen til en mand. Det er egentligt et pudsigt fænomen, det her med at spille herre og (slave)tøs. Det er en leg og en historie, som kræver at begge parter lever sig ind i, for at spillet fungerer. Historien går i sin enkelthed på, at der er en lille utæmmelig kvinde, som ikke kan lade sine egne lyster være lyster, men søger tilfredsstillelse frem for alt; hvert et minut. Som hendes modsætning finder vi herren. Han er den stærke, handlekraftige, fornuftige opdrager, der har mandat til at sætte sin kvinde på plads. For nogle kræver det blot verbal eller “mental” handling; for andre er det ensbetydende med korporlig straf. Denne historie fortsætter i det uendelige med nye akter; nye lege og spil.

Jeg har altid været af den overbevisning, at det primært var det mentale og verbale, der tændte mig, men jeg har fundet en mand på en særdeles usædelig hjemmeside, der har givet mig blod på tanden og har tændt en nysgerrighed efter at finde ud af, hvor mine grænser går, når det drejer sig om BDSM. Han har i sin profil erklæret at han er sadist; han kan lide at afstraffe som en del af sexlegen. Han leder efter en submissiv nymfoman. Jeg svarede på hans email til mig, og siden er det gået meget hurtigt: Vi smser i døgndrift og chatter i mange, lange timer. Vi snakker om mange ting, men mest om sex og BDSM. Vi prøver sexfantasier af på hinanden for at se, om det er et match.

Her til aften skrev jeg en sexfantasi med let bondage - hænder og fødder bundet fast - og klask i rumpetten involveret. Det hører, for en novice som mig, ind under BDSM og er en saftig, kraftig, grænsesøgende start. Heldigvis synes han også den var god og ikke for lysserød. Han smed dog et par håndjern, en stor dildo og nogle lidt hårdere klaskemetoder ind i fantasien, men vi nåede frem til et godt og frækt kompromis, og han kom på den anden side af skæmen.

Så kom vi til en af hans fantasier, for jeg skulle også have noget at komme til. (Der var desværre en rituel undervognsbehandlig i gang i mine trusser, så jeg måtte fake en røren-ved-mig-selv-bag-skærmen  - men intet ondt om at fake, det kan være frækt i sig selv!). Fantasien var også ganske fræk, og det kom i en eller anden grad bag på mig, at jeg tændte på de fysiske slag og al den verbale tilsvinen, der forekom i den. To ting var mig dog imod: en konstant riven mig i håret og store ting i numsen er bare ikke min kop the. Jeg kan godt sætte mig ind i, hvorfor andre tænder på det, men jeg er helst fri. Sammen med fantasibeskrivelsen kom der løbende ordrer fra herren om, hvor og hvordan og i hvilken stilling jeg skulle røre ved mig selv. Og det var imponerende. Enten har manden læst nogle gode, lange bøger om kvindens fysiologi eller også har han udført en række grundige, empiriske studier på en række velvillige kvinder :-D. Han foreslog ting, teknikker, stillinger og doser jeg i min 16 år lange karriere som onanist ikke før er kommet på.

Det var en underlig ophidselse, der ramte min krop. Et væld af følelser dukkede op. Jeg blev opstemt uden at kunne søge forløsning, jeg tændte i det ene øjeblik, græmmedes i det næste og oplevede en blanding i det følgende. Jeg opnåede et klimaks i min ophidselse og fandt ud af, at vi havde chattet fra solskinsfyldt eftermiddag til mørk sommeraften. Jeg var nødt til at komme videre med dagens gøremål. Men herren blev ved med at afkræve mig egen berøring, men jeg var ikke længere inde i BDSM-universet og så det udefra. Jeg blev irriteret. Han skal ikke kommandere med mig. Når jeg siger, jeg ikke kan eller vil mere, så er det sådan. Så er det ikke en leg. Men hvordan skulle han kunne tolke det gennem skærmen? Jeg måtte holde fast på at legen stoppede her. Og så lavede jeg klassikeren…

Jeg blev pylret. Det er sket før. (Læste du med på min blog nr. 2 i november, kan du måske huske jeg dengang netdatede en fyr, jeg en kort overgang havde følelser for. Og når jeg siger følelser, mener jeg seriøs fysisk kvalme, ondt i maven, ondt i nakken, svimmelhed og konstant brækfornemmelse, og ikke som du måske forventer glade sommerfugle i maven.) Jeg skrev til ham, at han skulle passe særligt godt på mig, når vi mødtes ude i den store, farlige virkelighed, for jeg var en novice. Når jeg siger, jeg ikke vil have store ting stukket op i alverdens huller, mener jeg det, og vil i første omgang ikke overbevises om, at jeg kan lære at kunne lide det. Det kan jeg helt sikkert, men en grænse er en grænse til den frivilligt bliver brudt hos mig. Ej, så meget skrev jeg ikke, men han forstod, hvad jeg mente. Han fortsatte ud af en sextangent, jeg forlængst havde ladet ligge i chatuniverset, og jeg replicerede med en forespørgsel på de mere kærlige elementer af vores kommunikation.

Jeg fik mere end jeg havde forventet tilbage på den forespørgsel. Jeg fik at vide, at manden var helt kuldret over at have mødt en som mig (og så spændende er jeg sgu heller ikke :-D ), at jeg var dejlig, smuk, intelligent, og jeg skal komme efter dig. Det var meget sødt, men kvalmen stod mig i halsen. Heldigvis havde vi for længst aftalt, at alle grænser skulle udmeldes klart, og her var min skarpeste grænse. Det mest grænsoverskridende jeg kan komme i tanke om er følelser: hengivenhed, gensidig stærk kærlighed. Jeg henstillede for 3. gang i dag til at han tonede sine forventninger, kærlighedserklæringer og ros ned, så jeg kunne følge med. Denne gang med lidt skarpere ord. Han må ikke skræmme mig væk, før jeg overhovedet har mødt ham, og det gør han, hvis han viser mig kærlighed i for store, hurtige doser. Så overskrider han min grænse.

Humor

www.180grader.dk - Danmarks borgerlige netavis

Hvor er de letlevende damer?

I 1972 var Helle Virkner Krag, gift med Jens Otto Krag, påklædt røde lakhæle, rød nederdel med et slids op på ballen og en stor, blond paryk. Hun var en letlevende dame fra Nyhavn i Cirkusrevyen. Og i dag er billedet af hende fra dengang på forsiden af Berlingskes Magasin-sektion. Hun ser glad ud, som hun står der med et rødmalet smil og blinkende øje. Og hun ligner en værre skøger, som lever livet på de lokale værtshuse i forskellige sømænds favn. Hun er portrætteret som en glad og bevidst kvinde med rank ryg og stolt facon. Hun er L E T-levende.

Jeg har siddet længe og af flere omgange og stirret på billedet i dag. Hun er jo ikke nogen lykkelig luder, men hun er en glad luder. Kan man portrættere sådan en under politisk korrekte faner og i fuld offentlighed i dag? Det er i hvert fald længe siden, jeg har set en lignende figur på tv, teatret eller i anden underholdning. Det er lissom ikke sjovt længere, vel?

Skyldes det mon, at den prostituerede har ændret sig siden 73? Findes den letlevende, danske skøge ikke længere? Er hun holdt op med at leve let?

Eller findes hun bare ikke i offentligheden længere? Er det hendes offentlige rolle, der har ændret karakter? På tv og i film er luderen enten en dokumentarværdig udenlandsk kvinde, der lever under slavelignende forhold, eller også er hun en fiktiv figur, som i de mange krimier og dramaserier som TAXA portrætteres som et sagesløst offer for narko.

Hvor er den letlevende dame i ordets bogstaveligste forstand? Er hun blevet væk eller er hun gået indendøre?

Du skal høre mig sukke, før du skal høre mig stønne

Jeg mødtes med en mand fra en datingside i går. Han havde virket meget kæk og ligetil i den digitale version. Og billederne var pæne. Af ting, han havde prøvet, nævnte han bla. analfisting og japansk bondage, og selvom det ikke var noget, der fik klitten til at ringe, så vækker den slags mystiske påfund min nysgerrighed og giver mig indtryk af, at her er en mand, der har styr på basis og derudover kan eksperimenter. Og det kan jeg godt lide.

Dagen igennem gik jeg rundt med den rastløse irritation, jeg har i kroppen hver gang, jeg skal mødes med en ny mand. Det er den samme følelse, jeg har, før jeg skal holde oplæg for 100 mennesker eller er i eksamenslignende situationer. Jeg bliver irriteret og kort for hovedet og frem for alt tavs og koncentreret, som var det før en sportspræstation.

Endelig var dagen overstået, og det blev aften. Jeg sørger altid for at være i aller sidste øjeblik med sengeredning, rengøring og bad, for så når jeg ikke at tænke på, hvad det er jeg er på vej til, og om han eller jeg nu bliver skuffet. Jeg cyklede ned til cafeen, vi skulle mødes på, kiggede ind gennem ruden og var for en gangs skyld med det samme sikker på, hvem af mændene indenfor, der var min date. Jeg blev lettet. Han var pæn. Mere drenget end forventet, helt forkert tøjsmag* og en svigermors drøm, men det er ikke det, der tæller. Det er ansigtet. Og det var pænt.

Med det samme faldt vi i snak. Og det var naturlig og livlig snak. Vi havde meget til fælles og var begge meget nysgerrige efter ny viden, som den anden besad. Han er halvt sydenlandsk, hvilket jeg mobbede ham med, når han afbrød snakken for at komplimentere mine øjne og mit smil. Han betalte for øl og mad, og det betyder noget - ikke fordi jeg godt kan lide at få tingene gratis, men fordi jeg kan lide at føle mig opvartet og eftertragtet (og købt?! :-P ). Så gik vi hjem til mig for at “drikke kaffe”.

Manden var meget anderledes. Ikke til at putte i nogen kasse. Han læste min hånd i en halv time og havde fuldstændigt ret i alle de floskler, han fyrede af. Bagefter fortalte han mig om, hvordan man kan aflæse ansigtets mikroemotioner og dermed aflæse ansigtet under dække af hånden. Det var sjovt og et meget plat scoretrick.

Tricket virkede. Han kyssede mig. Det var et stort, men tørt kys og lynhurtigt var både bryster og mis åbenbaret for hans åsyn. Han havde selv fundet dem frem. Det gik for hurtigt. Ikke fordi jeg ikke kan lide en quicky eller skal føle mig elsket, førend jeg knalder. Nej, mit hoved var bare ikke nået til sex endnu, og jeg nåede ikke at blive opildnet, holdt hen eller ophidset over drillende berøringer, kuldegysende strøg eller lange kys. Det var mekanisk. Bryster skulle masseres. Klitoris skulle nulres. Det var dagens menu.

Akten fortsatte i et virvar af blowjobs, hurtige slik, reb bundet om min krop, så jeg blev helt krøllet sammen og i dag har ondt i knæene efter at have ligget med numsen tvunget i vejret i 45 minutter. (En “diamond” blev det også til, og jeg lærte om ikke andet, at verbal og mental dominans er mere mig end et reb mellem skamlæberne).

Jeg nåede ikke gennem den fase, hvor jeg sukkede efter mere, længere, hårdere berøring, så da mine støn begyndte, var de halvhjertede. Du skal høre mig sukke, før du skal høre mig stønne.

*Jack & Jones, Carhartt, Iceman, G-star RAW mv. er bare ikke mig, og mænd i cardigan, der ikke er lavet af uld og ikke suppleret med en hvid, stram t-shirt og slidte cowboybukser duer bare ikke set gennem mine briller. Lidt snobbet er man vel! :-D